Refleksioner over dagens gruppemøde: Ned og vende – og stærkt tilbage igen!

Workshop & frustrationer
Efter gårsdagens workshop med ’de voksne’, hvor vi havde inviteret en gruppe på 6 venner (alle med eller under uddannelse indenfor lærer- og pædagogfag) lod vores designprojekt sig åbne endnu en gang. Workshoppen gav anledning til flere muligheder og flere aspekter, som vi kunne tage med i vores design. Denne oplukkende effekt gav frustrationer i gruppen. Med rette havde vi alle en fornemmelse af, at workshoppens resultat havde været mere forstyrrende end gavnligt i fht. vores designproces. Vi tog derfor hul på dagens møde med en diskussion af, hvad vi havde fået ud af workshoppen. Vi var hurtigt enige om, at dette primært kunne gøres op som det positive i erfaringen omkring, hvor vigtigt det er, at tilrettelægge en workshop rigtigt. Altså vigtigheden i at inddrage denne på det rigtige tidspunkt i processen samt at sørge for, at være meget klar i forhold til målet med workshoppen - både internt og eksternt. I gruppen er vi derfor også enige om, at workshoppen på trods af den umiddelbare forstyrrende effekt, langt fra har været irrelevant for processen. Tvært i mod fik den åbnet op for nogle problematikker, som vi til dels havde fortrængt.

Fra 4 stier til 1 fælles vej
I den fortsatte diskussion kom vi ind på hvorvidt, vi overhovedet var enige i gruppen og om vi styrende efter samme mål. På trods af fælles operationelle billeder måtte vi her erkende, at vi på flere punkter ikke var tydelige i vores tanker omkring designet. Vi var ikke enige om, hvor vi var på vej hen. Denne problematik havde delvist afsløret sig ved vores ’mock-up’-session i går, hvor vi havde flere idéer og derfor endte med at have ’mock-ups’ på fire forskellige designs. Allerede her fornemmede vi, at det ville blive en udfordring at udvælge den ’mock-up’, som vi ville arbejde videre med, da disse var meget forskellige, og byggede på vidt forskellige idéer og udgangspunkter.
Efter at have taget hul på hele denne problematik forløb dagens møde nogenlunde således:

Vi diskuterede længe hvor vi hver i sær var på vej hen, om hvilke værdier vi så som grundlæggende for vores fremtidige design og om forskellen i at fokusere på designet og på læringsperspektivet i designprocessen. Efter at have nået stort set helt derud, hvor alle idéer var forkastet og flere ’darlings’ var blevet dræbt, vendte processen endelig igen. For at bevæge os væk fra frustrationer og uenighed, besluttede vi at holde fast i de værdier, vi stadig var enige om. Disse blev følgende:

• Udgangspunkt i det eksisterende.
• Bringe oplevelser videre / facilitere erindring.
• Fokus på encoding – altså på “postkort-skriveren” (og ikke modtageren / decodingen)
• Design med fokus på personlig brug.

Desuden måtte vi erkende, at vi måske på flere punkter ofte bliver for ambitiøse og deraf glemmer at holde fokus på designprocessen.

Som et fælles visuelt overblik har vi før brugt følgende model til at huske os selv på formålet med netop dette fag.

MODEL (kommer senere)

Vi gjorde det derfor endnu en gang klart for os selv og hinanden, hvor vigtigt det er at fastholde fokus på denne del af processen.

Med dette for øje begyndte vi en lidt tilfældig fælles refleksionsproces, der langsomt udviklede sig
til en brainstorm. Det pudsige ved dette blev i midlertidigt, at en af de tidligere ’mock-ups’ samt en enkelt kommentar fra en af gårsdagens workshopdeltagere blev udgangspunktet for, at vi pludselig rykkede os enormt meget i vores designproces.

For at finde en fælles vej til et mål tog vi fat i postkort-metaforen endnu en gang. Mens vi stille reflekterede over, hvad et postkort er og kan, indtog en sekskantet tidskapsel (’mock-uppen’) langsomt en funktion som ”ordstyrer”. I en stiltiende aftale i gruppen blev ’mock-uppen’ kastet til den, der havde ordet. På et tidspunkt blev der knyttet en kommentar til den, som var opstået under workshoppen. En af deltagerne havde ikke rigtig nogen mening om selve funktionen af denne mock-up, men udbrød at han var helt vild med formen. Og da denne bemærkning blev gentaget under refleksionsrunden, satte det gang i en brainstorm, der roligt intensiveredes og til sidst blev til en ny idé, som på en gang tog sit udgangspunkt i postkortets værdier, men samtidig blev udviklet ved hjælp af ’mock-uppens’ materialitet. Selvom denne mock-up altså ikke var forenelig med idéen fik den den tiltænkte effekt. Den fungerede som værktøj til videreudvikling af en idé.

Nyt operationelt billede
Efter en brainstorm, der på mange måder adskilte sig fra almidelige brainsstorms med hang til hastig, ophidsende og frembrusende idéudvikling, fandt vi frem til en fælles vej mod et fælles mål for vores design. En dag med mange frustrationer og et langt gruppemøde skubbede os dermed videre i processen mod at frembringe et design. Et nyt operationelt billede blev diskuteret og hurtigt skitseret. Dette nye design genbruger flere af de værdier, som har været underliggende for de andre og er dermed ikke noget komplet nyt, men en ny fortolkning, som vi nu er fælles om.

Nyt operationelt billede: En ’ting’ vi endnu ikke vil sætte label på, men som er kendetegnet ved følgende kvaliteter.

(kommer i morgen eftermiddag…)

Kort opsamling på fællesvejledning d. 26/3

Hvornår må vi tænke, hvornår ikke – hvilke informationer bringer workshopsene os i hænde, og hvor kan vi forvente at kunne arbejde selvstændigt på forhånd uden at blive skudt ned af brugerkommentarer.

Det er OS der bestemmer, hvilke kommentarer og indsigelser, der skal korrigere vores proces eller vores idé. Brugergruppen kan sagtens bruges alene til inspiration. Vi behøver ikke føle os forpligtede af den info vi indsamler.

Meget af processen handler om at gøre os bevidste om, hvor langt ind i processen vores workshops har potentiale til at gribe. Vores besøg i 4. klasse var f.eks. ikke specielt givtigt i forhold til konkretiseringen, den materielle udformning af designet.

Tjek Spinoza – om brugen af et sympatisk blik. At entrepreneuren sagtens kan stole på sit eget blik og forvalte det forsvarligt uden nødvendigvis hele tiden at skulle forhøre sig med brugergrupper.

Vi skal desuden forholde os til HVEM vores målgruppe er. Er det børnene? og handler det dermed om at facilitere erindring. Eller er det forældrene? og handler det dermed om at faciliterer god formidling mellem barn/voksen...

Nyeste operationelle billede / postKORT

Som en udvidelse af portkort tanken, har vi i denne uge arbejdet med et nyt operationelt billede. Kort forestiller vi os noget a la følgende:

• Et fysisk kort med digitale muligheder, som er småt eller tyndt nok til at bringe med sig rundt på øen. Kortet skal kunne tages med hjem på den ene eller anden måde.
• Kortet som et kommunikationsværkstøj gennem den grafiske brugerflade / Interfacet
• Brugen af en form for åbent landkort kan stimulere den visuelle hukommelse, som oftest er stærkere end den sproglige.
  Kortet giver ikke alene overblik, men kan også rumme specifikke, personlige indsnit.
• Vi kunne tænke os at skabe et kort med mulighed for, at børnene kan tilføje deres egne indtryk på flere niveauer, eventuelt med en skelnen mellem personlige og fælles oplevelser.

Overvejelser:

1. Visuel hukommelse (erindingen i fokus)
En del af projektet har indtil videre drejet sig om at lade børnene strække lejrskole-oplevelsen ud over lejrens faktiske tidsramme. Et almindeligt postkort bidrager til dette på flere måder: forældre får mulighed for at dele barnets oplevelser og snakke med barnet om turen efter hjemkomsten; Postkortet hænges op på køleskabet til skue længe efter kortet blev modtaget; barnet vil kunne genkende billedet på bagsiden og derfra associere til nogle af de indtryk turen gav.Vi ønsker at yderligere facilitere postkortets genkaldelsesevne. Ved at få barnet til at lagre sine oplevelser indenfor en rumlighedsramme, vil vi appellere yderligere til brugen af den visuelle hukommelse, som lagres og genkaldes mere intuitivt end den sproglige.

2. Personlige indsnit (customization)
Mulighed for at være bevidst om de valg man gør sig i fht hvad der tages med hjem og formidles videre. Hvad er det, som er vigtigt at huske for den enkelte? og hvorfor?

3. Opfattelsesniveauer
I designet synes vi det er spændende at arbejde med flere niveauer. Her kunne man tænke i følgende 3 niveauer:

Det fysiske / geografiske niveau: Det materielle kort som kan tages med rundt. Dette niveau kan siges at være kendetegnet ved en særlig form for sociokulturelt lag, som er afhængig at måden vi anskuer verden via to-dimensionelle kort. Et af styrkerne ved dette niveau er, at det i høj grad faciliterer den visuelle hukommelse, og at det sætter fokus på og tager udgangspunkt i STEDET som begreb.

Det Intrapersonelle niveau: De fælles oplevelser som kan lagres på kortet.

Det Interpersonelle niveau: De individuelle oplevelser som lagres

Styrkerne ved disse to nivauer er at de faciliterer en bevidst omkring hvordan vi oplever steder alt efter hvem der befinder sig på dem. De tydeliggør altså hvordan steder skabes i brugen af dem (menneselige praksisser)

I begyndelsen har vi fokuseret meget på mobilitet, kortets forsinkelse.
Nu har fokus flyttet sig til et tidligere indsnit i kortskrivningsprocessen: Hvordan får vi ”kortet” til overhovedet at rumme de vigtigste indtryk, hvad er de vigtigste indtryk, hvordan lagrer børn ferieindtryk? Hvad (materielt, immaterielt?) tager de med sig hjem (uvidst!), hvordan husker de deres oplevelser

”Vi husker det da med vores hjerner!”
Citat: Carl Emil 4 klasse

(Der er mange lejrskolebørn på Samsø – børnenes Samsø-oplevelse som formidling af øen)

Hvordan har vi arbejdet med postkortet?
Et postkort har flere funktioner – fastfryser oplevelsen og strækker oplevelsen, både i tid og rum. Vi har undersøgt forskellige tilgange og står nu et sted mellem:

Barn-forælder Barn-(forældre)
kommunikation erinding
postkort landkort




Vi skal finde ud af, hvad er det væsentligste i disse tanker. Hvad mangler postkortet?

• Findes der et behov for at facilitere barnets erindring af lejrskolen, som i vores øjne repræsenterer en udviklingsmæssigt meget vigtig selvstændighedsoplevelse?


• Findes der et behov for at give forældrene bedre indblik i de ”ryk” barnet tager under en lejrskole?


• Handler det blot om, at børnene skal have oversættelsesredskaber, så de kan tale børnsk til forældrene og samtidig blive forstået?

Operationelle billeder:

Nye operationelle billeder

Dette er de operationelle billeder vi lavede da vi for noget tid siden belsuttede os for at arbejde med postkortet som metafor og ud fra dette designe et redskab til at facilitere formidling af børns oplevelser på lejskoler.



Operationelt billede #1

Operationelt billede #2

Operationelt billede #3

Operationelt billede #4

Operationelt billede #5

Børne-workshop for begyndere

Forløb morgen (8:02-8:08)

1. Vi bliver præsenteret af to lærere som bruger vores fiktionelle workshop-identiteter: Bursula, Bibi, Bob og Hr. Banda. (børnene genkender Kathrine)
2. Vi er i vores roller fra det øjeblik vi kommer ind af døren.
3. Børnene sidder klar i hestesko og er stille, afventende, forbeholdende.
4. Lærerne bliver i lokalet under forestillingen.
5. Bibi præsenterer hver af os mere indgående (ud fra den rolle vi har aftalt).
6. Hr. Banda går forvirret rundt i klassen, folder sit kort ud, og begynder at pakke kufferten ud.
7. Bursula tager billeder og vimser rundt i lokalet, mens hun rydder op efter Hr. Banda.
8. Bob er helt opslugt af sin dagbog, hvor han skriver detaljer ned.
9. Bibi fortæller vores historie, at vi er turister fra Bordurien og har så forfærdeligt travlt derhjemme, at vi ikke engang har tid til at gå i skole. At vi kommer tilbage senere og gerne vil høre børnene fortælle om deres skoledag. Bibi spørger om de vil hjælpe os, og om de vil passe på vores ting i kufferten, mens vi er væk. De må gerne lege med tingene i frikvarteret.
10. Børnene reagerer positivt, smiler og kigger undrende på os, mange fniser, når Hr. Banda og Bursula tosser forvirrede rundt.
11. Efter ca. fire minutters tid rydder vi op og forsvinder i hast ud af døren. Børnene får at vide, at vi har travlt med at være turister, skal ud og tage billeder. De råber: ”Farvel!” efter os.

Børnenes inddragelse

Hele klassen sidder stille, virker hensynsfulde og er meget opmærksomme. Dette fungerer godt for præsentationen, hvor vi ikke skal bekymre os om, hvorvidt vi har deres opmærksomhed. Vi vil dog gerne åbne for mere ligelig deltagelse fra børnenes side, og vi overvejer flere metoder.

• Hesteskoformen skaber uhensigtsmæssig distance mellem børnene os. Vi vil forsøge at undgå denne rent fysiske barriere ved at sætte os på gulvet og invitere børnene til at komme om til os på den anden side af hesteskoen, så vi sidder sammen med børnene inde midt i rummet.
• Vi har gjort det tydeligt for børnene at det er en fiktionel ramme vi præsenterer dem for, de godtager rammen og lader til at lege med. Vi har på forhånd aftalt at tone udklædningen ned, så det ikke bliver for meget ”børnecirkus”. Vi vil ikke give indtryk af, at vi prøver at narre dem, og de karikerede tossestreger gør, at de ikke føler sig talt ned til. Derved tegner vi samtidig rammerne tydeligere op.
• Børnenes stilhed og opmærksomhed kan meget vel skyldes vores voldsomme invadering af klasseværelset. Forbavselsen og overvældelsen fra morgenstunden har haft en paralyserende effekt på klassen. Vi forbereder os selv på, at der skal skrues ned for tempoet og tossestregerne i anden omgang, så børnene tør åbn munden.

Rolleforvirring

Der er stor forskel på de identiteter vi skal jonglere med i workshoppen. Deltagerobservationen indebærer at vi lever os ind i den fiktionelle rolle for at skabe en skuespillers troværdighed, men samtidig forholder os distanceret til situationen for at kunne opfange analytikerens nøgleord.

• Vi lever os langt ind i rollerne. Så langt, at vi efterfølgende kan mærke, at vi glemmer at være tilstede som observatører. Vi aftaler at forholde os en smule mere jordnært i anden omgang, så vi bedre kan forholde os analytisk og observerende undervejs i workshoppen.
• Rolleindlevelsen betyder, at vi efter besøget i klassen må sidde og nedfælde observationerne på lærerværelset. Vi debriefer med det samme, mens erindringen stadig er frisk.
• Vi er usikre på lærernes rolle. Skaber de tryghed for børnene, hvilket appellerer til åbenhed, eller er de en virkelighedsfaktor, som afholder børnene fra helt at kunne leve sig ind i den fiktive ramme? Vi tager denne problematik med i vores videre overvejelser, men beholder formen og lader som udgangspunkt lærerene se på.

Forløb middag (10:45-11:20)

1. Vi træder ind i klassen til stort spontant glædesudbrud.
2. Børnene er ved at rydde op efter engelsktime, og de kan næsten ikke blive færdige hurtigt nok. Mens de samler tuscher og papir sammen, spørger de til Hr. Banda og gætter på han nok er blevet væk fra os fordi han var så forvirret.
3. Vi sætter os på gulvet i midten af rummet og Bibi fortæller om den forsvundne Hr. Banda. Børnene er musestille og lytter intenst.
4. Vi beder børnene fortælle om deres skoledag.
5. Efter ti minutter bringer vi Hr. Banda ind i snakken igen: Hvordan kan vi fortælle ham om skolen, uden han kommer til at kede sig og går sin vej? Vi beder børnene bruge deres fantasi og deler nogle af kuffertens ting rundt iblandt dem.
6. I tyve minutter snakker vi om, hvordan vi kan lave skøre (kommunikations-) opfindelser ud af de medbragte ting. Et par af børnene tager tingene i brug, og cirka 6 af børnene deltager aktivt i snakken.
7. Efter snakken beder Bibi klassen om alle at tegne eller skrive om de bedste idéer i de sidste minutter. Alle laver mindst én tegning, og de fleste skriver små beskrivelser til.
8. Bursula samler alle tegningerne sammen i Hr. Bandas magiske trækasse, og vi pakker kufferten sammen.
9. Vi deler flødeboller ud og takker mange gange for hjælpen.

Workshop med de voksne

Næste workshop, som vi vil afholde, bliver på mandag d. 30. marts.
Vi vil forsøge at skaffe nogle lærere, lærerstuderende og pædagoger til at deltage i workshoppen, da de har erfaring med, hvad der foregår på lejrskole. Udgangspunktet for workshoppen bliver den workshop, som vi selv var i gennem i Stedsteori og stedsdesign med Jannie Friis og Louise Fabian, og som hed det tredje sted. Vi har nedskaleret workshoppen på nogle områder, da vi ikke finder det nødvendigt for at gennemgå hele forløbet. Derfor har vi valgt at fokusere primært på to områder i workshoppen:

1. Deltagernes udvælgelse af værdier og praksisformer, som de synes finder sted på en lejrskoletur.

2. Hvad opstår der af forskellige tanker omkring disse, når vi beder dem kombinere dem med 6 udtryksformer, som vi har valgt på forhånd.

Forhåbentlig får vi dermed noget at vide om, hvordan de tænker om og oplever en lejrskole - både fra den voksne deltagers side, men også i deres funktion som børnenes talerør - samt hvilke tanker de kunne gøre sig om, hvordan disse oplevelser kan formidles videre.

Workshopforløbet

• Kort præsentation - dog uden at sige for meget, da vi helst vil have deres første tanker, uden at de er farvede af, at vi har forklaret, hvad vores projekt går ud på.
  
• Kortlægning værdier, funktioner og praksisoformer på en lejrskole (varighed 10 min). Dette foregår som en post-it runde, hvor alle siger deres forslag højt og dernæst skriver dem ned på en post-it.
• Kategorisering af alle deres idéer i 5-6 hovedgrupper (varighed 5 min)
• Nu klarlægges rammen for det følgende, og vi 'afslører' vores projekt
• De 5-6 hovedgrupper indsættes i et dimension grid på den horisontale del. Vi har allerede indsat 6 udtryksformer på den vertikale del (se nedenfor).
• Nu skal deltagerne komme med forslag på, hvordan felterne mellem værdier og udtryksformer kan kombineres. Alt er tilladt; det kan være innovative idéer eller tidligere oplevelser og erfaringer, der skitseres. Det vigtige er at vi får en masse billeder af, hvad DE ser og oplever.
• Alle idéer fremlægges og snakkes om til sidst.
• Afslutning
  

De 6 udtryksformer

Vi har valgt at den vertikale del af det dimension grid, som vi vil benytte os af i vores udgave af workshoppen, ikke skal bestå af .. som i den oprindelige udgave. Dette er især fordi, at vi allerede har vores brugere på plads; børn på lejrskole samt deres forældre. I stedet finder vi det gavnligt, at den består af forskellige udtryksformer, som fordrer tanker om, hvordan lejrskolen kan formidles. Vi har desuden besluttes os for, at vi vil have disse udfyldt på forhånd, da det for det første kan få os sporet sikkert i den retning, som vi har brug for, og for det andet da det sparer os tid i workshoppens udførelse.
Vores metode til at klarlægge 6 udtryksformer er også med inspiration fra det tredje sted-workshoppens metoder. Vi brainstormede og nedskrev alle de forskellige former for udtryk (eller formidlingsformer), som vi kunne finde på, og derefter kategoriserede vi dem i 6 forskellige hovedgrupper. Det er dermed blevet til følgende:

• Sang, dans, musik, drama og leg (repræsenterer kropslige, kreative udtryksformer)
  
• Tegne, male, skrive (mentale, kreative udtryksformer)
  
• MMS/SMS (en kendt udtryksform som indeholder instant messaging-funktionen)
  
• Foto, video og lydoptagelse (kendte teknologiske udtryksformer)
  
• IT og teknologi (som en bred kategori uden begrænsninger)
  
• Postkort (repræsenterer den metafor, som vi arbejder ud fra)
  

SÅ hører vi efter!

Vi snakker og vi snakker og ved så meget men på onsdag skal vi holde workshop for børn (se herunder) og så skal vi sgu slå lyttelapperne ud! Brugerinddragelse here we come!

Workshop 1: Besøg fra Bordurien

Onsdag i denne uge gennemfører vi den første af to brugerorienterede workshops. Den kommer til at foregå i en 4. klasse på Vorrenvangskolen og tager udgangspunkt i følgende overvejelser:


Workshop: Besøg fra Bordurien
– profil på 4 turister fra et fremmed land langt langt væk

Hvor kommer vi fra?
Bordurien – et land langt langt væk. I Bordurien taler man bordugisisk, alle navne starter med B og folk elsker farven orange. Bordurien er et land, hvor man altid har rigtig travlt.

Hvorfor er vi i Danmark?
Vi har ferie, og derfor har vi travlt med at komme ud og se andre lande. I Bordurien har man så travlt, at man aldrig har tid til at gå i skole. I Bordurien ved man faktisk ikke helt, hvad en skole er, men der er mange som har fortalt, at der findes skoler andre steder i verden, og mange Bordurer er nysgerrige på at finde ud af, hvad man laver i sådan en skole. Derfor er vi taget på besøg i 4 klasse på Vorrevangskolen.

Hvem er vi?
Vi hedder Bibbi, Bob, Bursula og Hr. Banda.

Bibbi snakker meget. Hun har altid travlt med at fortælle om alting. Hun kan fortælle lige fra hun vågner til hun går i seng – uden pause. Hun fortæller om alting, og når hun kommer hjem fra ferie, skal hun fortælle om det til alle hendes travle venner i Bordurien.

Bursula går med briller. Det er mest fordi hun synes de er pæne, men også fordi hun nogle gange synes, det kan være svært at se tingene klart. Hun øver sig i at være god til at se ting og i at huske, hvad det er hun ser. Nogen gange synes hun det hjælper at tage billeder, og derfor har hun altid et kamera med sig. Det er hende der har fundet på at lave et fotoalbum af vores ferie.

Bob er altid glad. Han smiler og elsker at gå med solbriller, og så elsker han at skrive dagbog. Han har den altid med sig, og når han er på ferie skriver han hele tiden i den. Det er faktisk det, han har mest travlt med, at skrive alt det ned han oplever på ferien.

Hr. Banda er den mest travle af os alle, men det er også fordi, han er den ældste. Han har tit så travlt, at han glemmer, hvad det egentlig er han skal. Han glemmer tit sine ting, og nogen gange glemmer han også sig selv. Heldigvis glemmer han aldrig, hvor han kommer fra, så han ved altid, hvor han skal tage tilbage til, når han har glemt, hvor han skulle hen.


Besøget på skolen
De 4 turister tager på besøg hos en 4. klasse for at lære noget om, hvad man laver i en skole. De fortæller om hvem de er og også om, hvad de har med i deres kuffert. Den er fyldt med alle mulige mærkelige ting, som måske ikke er de mest almindelige til en ferie. De synes det er sjovest, hvis det er børnene som fortæller om, hvad en skole er for noget, men de har så travlt, så travlt, så før de har tid til at høre det, skal de lige en tur ud i byen og tage billeder med Bursulas kamera. Deres kuffert er meget tung, og derfor vil det være nemmere, hvis den kan få lov at stå i klassen, ind til de kommer tilbage. Børnene må meget gerne kigge i kufferten og undersøge tingene, men de skal passe på dem, for det er ting, som er lånt, og som skal med tilbage til Bordurien.
De lader kufferten stå i klassen og tager af sted ud for at tage billeder. Senere på dagen kommer tilbage, men der er sket noget! Hr. Banda er selvfølgelig blevet væk, og nu er det jo lidt et problem, at han ikke får at høre, hvad det egentlig er man laver i en skole. Sammen med børnene bliver de tre andre nu nødt til at finde ud af, hvordan man kan forklarer Hr. Banda det hele senere. Dette gøres ud fra nogle af de ting som er i kufferten. Det er altså et mål at finde måder og metoder til at formidle noget videre med. Workshoppen afsluttes med, at børnene skal tegne en tegning hver især af den idé, som de bedst kunne lide.

Illustration: Som til til en fælles forståelse af forløbet i workshoppen valgte vi at beskrive den via et storyboard. Dette gav et godt overblik over processen og målet med workshoppen.

Tankerne bag workshoppen
Idéen med de fire turister tager udgangspunkt i metoden Fictional Inquiry og går ud på at skabe en fiktionel ramme for den workshop, vi vil lave med en 4 klasse.

Workshoppens formål er at få børnene til at hjælpe os med at tænke ud over de vante rammer, når vi tænker formidling. Gennem den åbenlyse agenda (undersøgelse af hvad en skole er) åbner metoden for en skjult agenda omkring videreformidling. Grunden til vi vælger at holde den egentlige agenda skjult, er at vi ikke ønsker at sætte en alt for fast ramme ned over de tanker, eleverne gør sig.

Vi arbejder med postkortet som en metafor og med de formidlingsfunktioner et postkort har og mangler. Det er vores antagelse at en direkte workshop omkring postkortet vil binde tankemønstret til det eksisterende postkorts funktioner og dermed ikke være givtigt. Gennem den skjulte agenda kommer der fokus på, hvordan man kan ’sige noget videre’ på mange forskellige måder. Altså hvordan man kan sortere det væsentlige ud og få formidlet videre ved hjælp af alle tænkelige og utænkelige metoder. De genstande som udgør vores kuffertindhold er derfor både en del af settingen (den fiktionelle ramme) i workshoppen, men samtidig også en katalysator til at tænke ’ud af boksen’ og prøve at få eleverne til at kombinere tingene til sjove/nye måder at formidle noget videre. Her går vi altså ind og kombinerer Fictional Inquiry metoden med delelementer fra både metoden omkring drama og rekvisitter og Interaction Relabelling-metoden.
At lade kufferten stå i klassen mens vi er væk, er et forsøg på at få eleverne til at undersøge genstandene uden at de har en konkret opgave, de skal forholde sig til. Det er vores mål, at deres nysgerrighed overfor tingene skal være med til, at de senere (når vi vender tilbage) kan tænke ud fra tingenes funktioner, når vi inddrager dem som hjælpemidler til at formidle, hvad en skole er til den manglende turist. Det er altså ikke elevernes svar på hvad en skole er, som er relevant, men derimod de idéer vi i fællesskab får omkring hvordan dette skal/kan videreformidles.

Turist-karakterer
De fire turister har hver især fået forskellige karaktermæssige træk, som både skal understøtte den fiktionelle ramme og samtidig workshoppens funktioner.

Hr. Banda er således travl og glemsom og bliver derfor væk, hvilket giver anledning til hele diskussionen omkring formidling. Bursula tager altid billeder, hvilket handler om videreformidling og samtidig fungerer som dokumentation. Bibi taler meget, hvilket giver hende rollen som fortæller i fiktionen og igen stimulerer tanken omkring videreformidling. Sidst men ikke mindst elsker Bob at skrive dagbog, hvilket endnu engang handler om formidling og refleksion og desuden, sammen med Bursulas billeder, udgør en del af dokumentationen af workshoppen.

Reflektioner primo Uge 12

Endnu et mandagsmøde har kastet idéer og talrige overvejelser af sig. Lejrskolerne på Samsø har fokus og postkortet til mor og far ligeså. Men hvad er styrken og den grundlæggende værdi ved at være på lejrskole? Frigørelse, adskillelse, risikoomfavnelse og frigørelse er nøgleværdier er vi enige om. Men udfra det, kan vi blive ved - muligvis i en uendelighed - med at afsøge vores hjerner for idéer i alle retninger.
Vi laver i stedet to workshops med hhv. skolebørn og en gruppe forældre for at afdække, hvordan man kan retænke formidlingen af oplevelser fra lejrskolen til hjemmet, til bedsteforældrene, til den bedst veninde osv.

Nu er det så tirsdag og vi taler om hvordan disse workshops mere præcist skal afvikles.
Det er stadig svært men vi tænker mere og mere over de teknikker vi har lært. Det hjælper.

Vi taler kun om børn i dag. Det er vist også rigeligt... Vi laver storyboard til børneworkshoppen så vi er enige om hvad der skal ske. Det er til os selv.

Postkort nutidsscenarie

Det er tidligt mandag morgen på Vorrevang skole. Forældre kører til og fra, dropper deres børn af med madpakker, kindkys og søvn i øjnene. Midt i skolegården står Konrad sammen med sin klasse, 4. b. Ligesom mange af de andre har han en stor, tung gymnastiktaske med i stedet for sin skoletaske. Han skal på lejrskole. Forældrene til denne klasse er her stadig, hvisker farvel og krammer deres børn lidt tættere ind til sig end de plejer. Børnene har store forventninger til turen, men det er aldrig helt nemt at sige farvel. Da bussen kører, står også Konrads forældre tilbage, prøver at ryste bekymringer og savn af sig, mens de smiler ved tanken om deres lille dreng med røde kinder, vind i håret og sand i skoene.

Det tager lang tid at sejle til Samsø, og Konrad nærmest kaster sig ud af lokalbussen, da den endelig standser i Nordby. Transporten har sat ild i røven på hele klassen. Der skal ske noget! Lygtepælene får en sving-om, grus kastes ud i gadekærets lille sø, og klokkesnoren er umulig at holde sig fra. Der er SÅ meget de skal nå på de næste tre dage!

Før soveposerne er rullet ud, har Konrad allerede fået sidestik af at lege fangeleg i bakkerne ved Issehoved, de fleste af drengene har fået våde sko i vandkanten, og tre havmåger er stadig i chok over de skrigende små mennesker, der overrumplede dem midt i den smukke solnedgang. Friheden føles berusende, og Konrad kan næste ikke følge med. Den første aften er der ingen spektakel i gangene. Konrads hoved er fuld af indtryk, og da hovedet rammer puden, går han ud som et lys.

På andendagen er der om muligt endnu mere drøn på, og Konrad begynder allerede at ærgre sig over, at turen snart er slut. I mellemtiden går cirka 50 forladte forældre rundt hjemme i Århus. De sidder i arbejdstiden og falder i staver, mærker en underlig tomhed og glæder sig til at få ungerne hjem igen. Konrads forældre prøver under aftensmaden at forestille sig, hvad deres lille dreng mon laver på Samsø.

Onsdag morgen samler lærerne postkort ind på lejrskolen. De, der ikke har skrevet ét endnu, får hjælp af lærerne til at stave sig gennem en lille hilsen til forældre eller bedsteforældre. Konrad vil så gerne fortælle sine forældre hvor ufatteligt meget der er sket, men den flotte måge, som han har tegnet øverst på kortet, efterlader ikke meget plads til at skrive på. Han kniber øjnene i og koncentrerer sig inderligt om at huske ALT, så han selv kan fortælle det til mor og far.

På Samsøgade skole står en kødrand af længselsfulde forældre parat, da bussen triller ind i skolegården. Denne gang har Konrad ikke så travlt med at komme ud. Ligesom de andre trætte børn glider han langsomt ud af bussen, mødes med knus og interesserede spørgsmål til turen fra mor og far, der håber på at dele en bid af lejrskolekagen. Konrad trodser kortvarigt trætheden og kan næsten ikke nå at trække vejret mellem alle de historier, han skal huske at fortælle. Efter kort tid kan han ikke længere holde styr på, hvad han allerede har fortalt og hvad han skal huske...

Næste dag ankommer postkortet med mågen og teksten: "Kære mor og far. Jeg har det godt, det er sjovt på Samsø. Hils Fido og mormor! Kærlig hilsen Konrad" På bagsiden af kortet er der et idyllisk scenarie med gamle huse på Samsø.

Opsamling på uge 11

Mandagsstævnemøde

Vi var mandag endnu engang ramt lidt af frustrationer, ligesom vi havde været ugen før, og derfor blev dagens møde præget af, at vi havde brug for at få sat nye rammer for projektet. Vi talte om, hvad vores forventninger er, og især om, hvad fagets forventninger er.

For at manifestere nye rammer for projektet, valgte vi at lave dogmer for den følgende arbejdsuge. Dogmerne opstod ud af diskussionen om, at vores vision skulle tilpasses, da vores fokus var for bredt og uhåndgribeligt. Vi blev enige om, at vi skulle være lidt mindre ansvarlige og lidt mere fjollede for at få sparket gang i at designe noget.

Dogmerne blev således:
- Kun fjollede idéer
- Ingen ’social responsibility’
- Tænk på dimser – altså håndgribeligt design, som skal kunne være i en kasse.

Med disse nye rammer gik vi i gang med en ny idé-runde med inspiration fra vores ’det tredje sted’ workshop med Jannie. Vi lavede vores eget ’dimension grid’ med funktionerne: fjolle, hvile, spise, rejse, fordybelse og motionere; og personerne: børn, turister, forretningsfolk, handlende og pendlere. Med dette som værktøj begyndte vi at tegne løs på en hel masse idéer, og vi kom frem til følgende mere eller mindre gode løsninger:

• Samsø-dimsen: et lege-redskab/fantasi-exellerator, som alle børn får, når de kommer til øen, og som indeholder utallige funktioner.
• Samcyklen: en lille udklappelig cykel med Samsø-logo, som kan tages med overalt. Kunne kombineres med vores tidligere idé om en ’Samsø-Velo’, som skulle fungere som en slags by-cykel (ø-cykel), og som kunne oplades af overskydende el om natten.
• Lytteposter: høretelefoner rundt om på øen med scenariemusik, der kunne forstærke naturindtrykket.
• Interaktive video-bænke: bænke med sensorer, som fortæller historier om Samsø, når man sætter sig på dem.
• Samsørøverleg: Interaktiv hoppe-/sørøver-kort til legepladser, hvor man hopper rundt mellem interaktive felter, der kan fortælle en historie.
• Foto-morph: Turister får taget fjollede billeder til deres Samsø-pas.
• Samsø-indkøbsvogn: en indkøbsvogn, der fortæller dig facts om Samsø-produkter. En slags ’jord-til-bord’- fortæller.
• Æsel-turisme: turister trækker samsinge rundt på øen til arbejde og skole (ja, fjolleri er et dogme!)
• Hvilestationer: små hygge-huler rundt omkring på øen, hvor børn kan kravle ind og hvile sig med en god bog og afslappende musik.
• Even-tur på Samsø: børn klædes ud som eventyrlige figurer og rejser rundt i en eventyrverden med forskellige interaktive porte rundt om på øen.

UD!

Turen til Samsø tirsdag d. 10 var en kærkommen mulighed for at komme UD. Det er altid givtigt at opleve (sic!) ting sammen med de mennesker man arbejder med. Luften er anderledes og selvom vi havde store problemer med at følge dagens plan for fremskridt, så endte vi alligevel med at rejse os op på færgeturen hjem og sige noget refleksivt om hvad vi havde observeret dagen i gennem.

Efter vi alle var kommet hjem efter en lang dag og klokken var ved at være mange, så skete der det foruderlige, at et gruppemedlem sendte en sms rundt og udtrykte inspiration og idé til Designprojektet. Idéen fremgik ikke klart, men det vigtige...gejsten, var helt tydelig. Det gik så op for os i dag onsdag, at det faktisk også var en GO idé der var tale om. Så god at vi har valgt at arbejde videre med den. Pludselig var vores problemer med nutidsscenariet forsvundet. De flyvske tanker om alt fra el-biler til lyskunstnere og tilflytterfamilier var bragt i ro, og en fokuseret indsats med at arbejde med DESIGN(!!!) kan nu begynde.

Og vi er i gang. De indledende praktiske og konkrete gøremål har vi hurtigt delt ud, og vi kan begynde at bruge workshopteknikker, designmetoder og alt det andet vi har lært noget om. Skønt!

The great (un)known

Men hvad var det egentlig der skete? Hvor kom idéen fra? Og hvad frembragte den? Og kan vi genskabe de samme idégenererende vilkår igen en anden gang....?

Eller handler det hele måske om, at tålmodighed og tillid til processen afgør mere end vi aner?

Vi får løbende at vide, at det netop er processen og vores evne til at reflektere over den, der er det vigtigste. Og vi tvivler efterhånden ikke længere på, at når vi bliver bedt om at reflektere, så er det yderst givtigt.
Tænk på hvor godt det bliver, når vi på et tidspunkt ude i fremtiden evner at reflektere pr. refleks.

Ny vision

Efter det nye fokus var det også nødvendigt at omformulere vores vision. Det er således blevet til:
Vi vil forstærke lejrskolebørns mulighed for at kommunikere og formidle deres ø-oplevelse med udgangspunkt i postkortformatet (evt. som metafor).
- Vi ser et nyt og udvidet postkortformat.
- Vi ser et postkortformat, der understøtter børnenes oplevelser og minderne om dem.

I spy with my little eye

(Not everyone is smiling..why?)

Eksisterende Samsøiske Ressourcer

• Vedvarende energi (signalværdi for fællesskabsfølelsen, fremtidstænkning, ansvarlighed, medmenneskelighed, energi ikke fremmedgjort på Samsø, ”fra jord til bord”-el, private vindmøller)

• Stilhed (ro indeni, parkeringspladsen i Tranebjerg, fravær af trafik, man kan fravælge lyd, )

• Natur (tæt på (er en nabo, ikke et udflugtsmål), mangeartet, umulig at komme udenom, integreret i hverdagen, landbrug)

• Nærvær & Intimitet (man bekymrer sig for hinanden, integration af medbeboerne, mere flødeskum, småsnak fordi der ikke hele tiden er mennesker omkring dig, man vinker til alle man møder, ikke nødvendigt at sætte skilte op – folk ved de skal køre langsomt her og der, fåtal fremmer relationering)

• Frihed (politisk frihed (lavt hierarki), økonomisk frihed, selvbestemmelse i et lille samfund)

• Langsomhed (Den geografiske afgrænsning, få valgmuligheder giver mindre stress, simpelhed)

• Tryghed (fravær af trafik, lav kriminalitet, der er altid nogen hjemme, man kender alle, alle steder er hjemme, geografisk overskuelighed)

OBS! Samsø er muligvis ubemærket steget i (immateriel mer-) værdi, ikke alene i kraft af sin egen udvikling, men også i takt med, at øens omverden er blevet mere fortravlet, mere kriminaliseret, mere forurenet, dyrere og mere kompleks. Disse er blot nogle af de mange områder, hvorpå Samsø i kontrast til omverdenen er blevet et mere fordelagtigt sted at bo.

Mavefornemmelser

Opsamling på sidste uges arbejde:

Vi er taget til Samsø med et åbent sind. Visionerne, som de er formuleret tidligere i blogarkivet, har vi lagt på is for en tid. Med visionerne tilsidesat har vi også måttet slå koldt vand i blodet og forsikre os selv, at det er ok at være på usikker grund så langt fremme i processen. Dette har siden voldt os store problemer.

Design & gut feeling

I skarp konstrast til sidste semester er vi i år blevet skubbet ud i konkretisering inden vi har fundet fælles fodslag i projektet. HVAD er vores emne? HVEM bekymrer vi os for? Er der overhovedet behov for vores arbejde? Er vi i gang med innovation for innovationens skyld, eller har vi andre succeskriterier?

Det har føltes godt at eksperimentere indtil videre, men efter besøget på Samsø er vi blevet nærmest ædrueligt bevidste om vigtigheden af at finde den rette indgangsvinkel, før vi kan tænke i designs. Det er begyndt at føles meningsløst, og processen er derfor kommet i altoverskyggende fokus for vores videre arbejde. For at komme videre fra vadestedet, har vi besluttet os for at afsætte tid til et ophold i designprocessen. Vi arbejder i opholdet på at dele og synkronisere mavefornemmelser, samt diskutere hvilke værdier vi vil arbejde udfra.

På trods af metasnak og frustration har vi imidlertid fået skudt flere gode idéer ud i luften, som vi stadig går og tygger på.Det har i denne forbindelse vist sig afgørende for vores overblik, at vi begynder at kategorisere idéerne, men mere om dét i næste indlæg.

Idéudvikling

Efter besøget på Samsø har vi sporet os tilbage på en vision, som nu kan formuleres således:

Vi vil formidle det eksisterende Samsø ud til resten af Danmark. I denne forbindelse ønskes Samsø tydeliggjort som bosted, snarere end turistmål.

I tråd med denne vision har vi foreslået en række mere snævre målsætninger:

• Samle Samsøs administrations- formidlingsorganer i én virtuel central.
• Skabe pier 2 pier netværk mellem tilflyttere og beboere.
• Muliggøre tilflytteres identifikation med øens beboere.
• Flytte Udviklingskontorets fokus mod mere langsigtet effekt.
• Rette formidling mod yngre segment, dvs. inden familiestiftelse.
• Prioritere og synliggøre Samsøs vigtigste ressourcer i tilflytningsøjemed.
• Udnytte Samsøs eget energioverskud i øens markedsføring.
  

Hvordan det konkrete designprojekt skal kombineres med disse målsætninger er os stadig uvist, men hver gang vi skal konkretisere, vender vi ubevidst vrangen ud på problemstillingen og kommer til at ændre på øen ved at skabe nye attraktioner.

Konkrete designforslag:

• Overskydende energi til oplysning af tomme huse på Samsø.
• Overskydende energi til undersøisk oplysning af havet omkring Samsø
  
• Overskydende energi til brug for lyskunstnere.
• Udvikling af bæredygtig kollektiv transportmodel for hele øen (bycykelkoncept med elbiler).
  
• Overskydende energi til opladning af elbiler på øen.
• Internet hot-spot for hele Samsø.

Disse listes blot for at dokumentere, hvilke baner vi har tænkt i indtil videre. Vi mangler stadig at få kombineret målsætningerne med et konkret design, og vi er ikke nået frem til nogen tilfredsstillende kombination endnu.

Ambitioner og succeskriterier

I vores arbejde med at finde det førnævnte fodslag er det blevet os tydeligt, at vi, som en del af strategien for at komme videre, bliver nødt til at forstå hinandens ambitioner og hvilke succeskriterier vi hver især har for vores Designprojekt. Fordi vi ikke har startet processen med at undersøge arenaen og finde et problem/en anomali, som vi kunne være enige om, er spektret, indenfor hvilket vi løbende fostrer idéer, utrolig bredt. Og måske for bredt...? Det er ihvertfald blevet mere og mere tydeligt, at dét, der for nogle virker som en sjov idé, for andre virker som totalt plat og kortsigtet og hvad der for nogle virker som en seriøs løsning på et reelt problem for andre virker som et meget langsigtet og måske endda urealistisk stort og omfattende forslag.

Problemet er måske ikke så meget, at vi ikke vil det samme sted hen, men derimod at vi, fordi vi ikke har skabt en reel forståelse af vores felt, ikke er startet det samme sted. Det høres ind i mellem i gruppen, at vi ikke bør bruge termer fra Entrepreneurship, men... Vi mangler at finde vores anomali! Indtil vi finder den, kommer vi til at designe i blinde.
Vi må og skal både stille og besvare spørgsmålet: "Hvorfor skal vi designe noget?"

Artikeludgaven af vores nutidsscenarie.

Nutidsscenarie

View more documents from jonassindal.