Postkort nutidsscenarie

Det er tidligt mandag morgen på Vorrevang skole. Forældre kører til og fra, dropper deres børn af med madpakker, kindkys og søvn i øjnene. Midt i skolegården står Konrad sammen med sin klasse, 4. b. Ligesom mange af de andre har han en stor, tung gymnastiktaske med i stedet for sin skoletaske. Han skal på lejrskole. Forældrene til denne klasse er her stadig, hvisker farvel og krammer deres børn lidt tættere ind til sig end de plejer. Børnene har store forventninger til turen, men det er aldrig helt nemt at sige farvel. Da bussen kører, står også Konrads forældre tilbage, prøver at ryste bekymringer og savn af sig, mens de smiler ved tanken om deres lille dreng med røde kinder, vind i håret og sand i skoene.

Det tager lang tid at sejle til Samsø, og Konrad nærmest kaster sig ud af lokalbussen, da den endelig standser i Nordby. Transporten har sat ild i røven på hele klassen. Der skal ske noget! Lygtepælene får en sving-om, grus kastes ud i gadekærets lille sø, og klokkesnoren er umulig at holde sig fra. Der er SÅ meget de skal nå på de næste tre dage!

Før soveposerne er rullet ud, har Konrad allerede fået sidestik af at lege fangeleg i bakkerne ved Issehoved, de fleste af drengene har fået våde sko i vandkanten, og tre havmåger er stadig i chok over de skrigende små mennesker, der overrumplede dem midt i den smukke solnedgang. Friheden føles berusende, og Konrad kan næste ikke følge med. Den første aften er der ingen spektakel i gangene. Konrads hoved er fuld af indtryk, og da hovedet rammer puden, går han ud som et lys.

På andendagen er der om muligt endnu mere drøn på, og Konrad begynder allerede at ærgre sig over, at turen snart er slut. I mellemtiden går cirka 50 forladte forældre rundt hjemme i Århus. De sidder i arbejdstiden og falder i staver, mærker en underlig tomhed og glæder sig til at få ungerne hjem igen. Konrads forældre prøver under aftensmaden at forestille sig, hvad deres lille dreng mon laver på Samsø.

Onsdag morgen samler lærerne postkort ind på lejrskolen. De, der ikke har skrevet ét endnu, får hjælp af lærerne til at stave sig gennem en lille hilsen til forældre eller bedsteforældre. Konrad vil så gerne fortælle sine forældre hvor ufatteligt meget der er sket, men den flotte måge, som han har tegnet øverst på kortet, efterlader ikke meget plads til at skrive på. Han kniber øjnene i og koncentrerer sig inderligt om at huske ALT, så han selv kan fortælle det til mor og far.

På Samsøgade skole står en kødrand af længselsfulde forældre parat, da bussen triller ind i skolegården. Denne gang har Konrad ikke så travlt med at komme ud. Ligesom de andre trætte børn glider han langsomt ud af bussen, mødes med knus og interesserede spørgsmål til turen fra mor og far, der håber på at dele en bid af lejrskolekagen. Konrad trodser kortvarigt trætheden og kan næsten ikke nå at trække vejret mellem alle de historier, han skal huske at fortælle. Efter kort tid kan han ikke længere holde styr på, hvad han allerede har fortalt og hvad han skal huske...

Næste dag ankommer postkortet med mågen og teksten: "Kære mor og far. Jeg har det godt, det er sjovt på Samsø. Hils Fido og mormor! Kærlig hilsen Konrad" På bagsiden af kortet er der et idyllisk scenarie med gamle huse på Samsø.