Workshop: Besøg fra Bordurien
– profil på 4 turister fra et fremmed land langt langt væk
Hvor kommer vi fra?
Bordurien – et land langt langt væk. I Bordurien taler man bordugisisk, alle navne starter med B og folk elsker farven orange. Bordurien er et land, hvor man altid har rigtig travlt.
Hvorfor er vi i Danmark?
Vi har ferie, og derfor har vi travlt med at komme ud og se andre lande. I Bordurien har man så travlt, at man aldrig har tid til at gå i skole. I Bordurien ved man faktisk ikke helt, hvad en skole er, men der er mange som har fortalt, at der findes skoler andre steder i verden, og mange Bordurer er nysgerrige på at finde ud af, hvad man laver i sådan en skole. Derfor er vi taget på besøg i 4 klasse på Vorrevangskolen.
Hvem er vi?
Vi hedder Bibbi, Bob, Bursula og Hr. Banda.
Bibbi snakker meget. Hun har altid travlt med at fortælle om alting. Hun kan fortælle lige fra hun vågner til hun går i seng – uden pause. Hun fortæller om alting, og når hun kommer hjem fra ferie, skal hun fortælle om det til alle hendes travle venner i Bordurien.
Bursula går med briller. Det er mest fordi hun synes de er pæne, men også fordi hun nogle gange synes, det kan være svært at se tingene klart. Hun øver sig i at være god til at se ting og i at huske, hvad det er hun ser. Nogen gange synes hun det hjælper at tage billeder, og derfor har hun altid et kamera med sig. Det er hende der har fundet på at lave et fotoalbum af vores ferie.
Bob er altid glad. Han smiler og elsker at gå med solbriller, og så elsker han at skrive dagbog. Han har den altid med sig, og når han er på ferie skriver han hele tiden i den. Det er faktisk det, han har mest travlt med, at skrive alt det ned han oplever på ferien.
Hr. Banda er den mest travle af os alle, men det er også fordi, han er den ældste. Han har tit så travlt, at han glemmer, hvad det egentlig er han skal. Han glemmer tit sine ting, og nogen gange glemmer han også sig selv. Heldigvis glemmer han aldrig, hvor han kommer fra, så han ved altid, hvor han skal tage tilbage til, når han har glemt, hvor han skulle hen.
Besøget på skolen
De 4 turister tager på besøg hos en 4. klasse for at lære noget om, hvad man laver i en skole. De fortæller om hvem de er og også om, hvad de har med i deres kuffert. Den er fyldt med alle mulige mærkelige ting, som måske ikke er de mest almindelige til en ferie. De synes det er sjovest, hvis det er børnene som fortæller om, hvad en skole er for noget, men de har så travlt, så travlt, så før de har tid til at høre det, skal de lige en tur ud i byen og tage billeder med Bursulas kamera. Deres kuffert er meget tung, og derfor vil det være nemmere, hvis den kan få lov at stå i klassen, ind til de kommer tilbage. Børnene må meget gerne kigge i kufferten og undersøge tingene, men de skal passe på dem, for det er ting, som er lånt, og som skal med tilbage til Bordurien.
De lader kufferten stå i klassen og tager af sted ud for at tage billeder. Senere på dagen kommer tilbage, men der er sket noget! Hr. Banda er selvfølgelig blevet væk, og nu er det jo lidt et problem, at han ikke får at høre, hvad det egentlig er man laver i en skole. Sammen med børnene bliver de tre andre nu nødt til at finde ud af, hvordan man kan forklarer Hr. Banda det hele senere. Dette gøres ud fra nogle af de ting som er i kufferten. Det er altså et mål at finde måder og metoder til at formidle noget videre med. Workshoppen afsluttes med, at børnene skal tegne en tegning hver især af den idé, som de bedst kunne lide.
Illustration: Som til til en fælles forståelse af forløbet i workshoppen valgte vi at beskrive den via et storyboard. Dette gav et godt overblik over processen og målet med workshoppen.
Tankerne bag workshoppen
Idéen med de fire turister tager udgangspunkt i metoden Fictional Inquiry og går ud på at skabe en fiktionel ramme for den workshop, vi vil lave med en 4 klasse.
Workshoppens formål er at få børnene til at hjælpe os med at tænke ud over de vante rammer, når vi tænker formidling. Gennem den åbenlyse agenda (undersøgelse af hvad en skole er) åbner metoden for en skjult agenda omkring videreformidling. Grunden til vi vælger at holde den egentlige agenda skjult, er at vi ikke ønsker at sætte en alt for fast ramme ned over de tanker, eleverne gør sig.
Vi arbejder med postkortet som en metafor og med de formidlingsfunktioner et postkort har og mangler. Det er vores antagelse at en direkte workshop omkring postkortet vil binde tankemønstret til det eksisterende postkorts funktioner og dermed ikke være givtigt. Gennem den skjulte agenda kommer der fokus på, hvordan man kan ’sige noget videre’ på mange forskellige måder. Altså hvordan man kan sortere det væsentlige ud og få formidlet videre ved hjælp af alle tænkelige og utænkelige metoder. De genstande som udgør vores kuffertindhold er derfor både en del af settingen (den fiktionelle ramme) i workshoppen, men samtidig også en katalysator til at tænke ’ud af boksen’ og prøve at få eleverne til at kombinere tingene til sjove/nye måder at formidle noget videre. Her går vi altså ind og kombinerer Fictional Inquiry metoden med delelementer fra både metoden omkring drama og rekvisitter og Interaction Relabelling-metoden.
At lade kufferten stå i klassen mens vi er væk, er et forsøg på at få eleverne til at undersøge genstandene uden at de har en konkret opgave, de skal forholde sig til. Det er vores mål, at deres nysgerrighed overfor tingene skal være med til, at de senere (når vi vender tilbage) kan tænke ud fra tingenes funktioner, når vi inddrager dem som hjælpemidler til at formidle, hvad en skole er til den manglende turist. Det er altså ikke elevernes svar på hvad en skole er, som er relevant, men derimod de idéer vi i fællesskab får omkring hvordan dette skal/kan videreformidles.
Turist-karakterer
De fire turister har hver især fået forskellige karaktermæssige træk, som både skal understøtte den fiktionelle ramme og samtidig workshoppens funktioner.
Hr. Banda er således travl og glemsom og bliver derfor væk, hvilket giver anledning til hele diskussionen omkring formidling. Bursula tager altid billeder, hvilket handler om videreformidling og samtidig fungerer som dokumentation. Bibi taler meget, hvilket giver hende rollen som fortæller i fiktionen og igen stimulerer tanken omkring videreformidling. Sidst men ikke mindst elsker Bob at skrive dagbog, hvilket endnu engang handler om formidling og refleksion og desuden, sammen med Bursulas billeder, udgør en del af dokumentationen af workshoppen.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar