Børne-workshop for begyndere

Forløb morgen (8:02-8:08)

1. Vi bliver præsenteret af to lærere som bruger vores fiktionelle workshop-identiteter: Bursula, Bibi, Bob og Hr. Banda. (børnene genkender Kathrine)
2. Vi er i vores roller fra det øjeblik vi kommer ind af døren.
3. Børnene sidder klar i hestesko og er stille, afventende, forbeholdende.
4. Lærerne bliver i lokalet under forestillingen.
5. Bibi præsenterer hver af os mere indgående (ud fra den rolle vi har aftalt).
6. Hr. Banda går forvirret rundt i klassen, folder sit kort ud, og begynder at pakke kufferten ud.
7. Bursula tager billeder og vimser rundt i lokalet, mens hun rydder op efter Hr. Banda.
8. Bob er helt opslugt af sin dagbog, hvor han skriver detaljer ned.
9. Bibi fortæller vores historie, at vi er turister fra Bordurien og har så forfærdeligt travlt derhjemme, at vi ikke engang har tid til at gå i skole. At vi kommer tilbage senere og gerne vil høre børnene fortælle om deres skoledag. Bibi spørger om de vil hjælpe os, og om de vil passe på vores ting i kufferten, mens vi er væk. De må gerne lege med tingene i frikvarteret.
10. Børnene reagerer positivt, smiler og kigger undrende på os, mange fniser, når Hr. Banda og Bursula tosser forvirrede rundt.
11. Efter ca. fire minutters tid rydder vi op og forsvinder i hast ud af døren. Børnene får at vide, at vi har travlt med at være turister, skal ud og tage billeder. De råber: ”Farvel!” efter os.

Børnenes inddragelse

Hele klassen sidder stille, virker hensynsfulde og er meget opmærksomme. Dette fungerer godt for præsentationen, hvor vi ikke skal bekymre os om, hvorvidt vi har deres opmærksomhed. Vi vil dog gerne åbne for mere ligelig deltagelse fra børnenes side, og vi overvejer flere metoder.

• Hesteskoformen skaber uhensigtsmæssig distance mellem børnene os. Vi vil forsøge at undgå denne rent fysiske barriere ved at sætte os på gulvet og invitere børnene til at komme om til os på den anden side af hesteskoen, så vi sidder sammen med børnene inde midt i rummet.
• Vi har gjort det tydeligt for børnene at det er en fiktionel ramme vi præsenterer dem for, de godtager rammen og lader til at lege med. Vi har på forhånd aftalt at tone udklædningen ned, så det ikke bliver for meget ”børnecirkus”. Vi vil ikke give indtryk af, at vi prøver at narre dem, og de karikerede tossestreger gør, at de ikke føler sig talt ned til. Derved tegner vi samtidig rammerne tydeligere op.
• Børnenes stilhed og opmærksomhed kan meget vel skyldes vores voldsomme invadering af klasseværelset. Forbavselsen og overvældelsen fra morgenstunden har haft en paralyserende effekt på klassen. Vi forbereder os selv på, at der skal skrues ned for tempoet og tossestregerne i anden omgang, så børnene tør åbn munden.

Rolleforvirring

Der er stor forskel på de identiteter vi skal jonglere med i workshoppen. Deltagerobservationen indebærer at vi lever os ind i den fiktionelle rolle for at skabe en skuespillers troværdighed, men samtidig forholder os distanceret til situationen for at kunne opfange analytikerens nøgleord.

• Vi lever os langt ind i rollerne. Så langt, at vi efterfølgende kan mærke, at vi glemmer at være tilstede som observatører. Vi aftaler at forholde os en smule mere jordnært i anden omgang, så vi bedre kan forholde os analytisk og observerende undervejs i workshoppen.
• Rolleindlevelsen betyder, at vi efter besøget i klassen må sidde og nedfælde observationerne på lærerværelset. Vi debriefer med det samme, mens erindringen stadig er frisk.
• Vi er usikre på lærernes rolle. Skaber de tryghed for børnene, hvilket appellerer til åbenhed, eller er de en virkelighedsfaktor, som afholder børnene fra helt at kunne leve sig ind i den fiktive ramme? Vi tager denne problematik med i vores videre overvejelser, men beholder formen og lader som udgangspunkt lærerene se på.

Forløb middag (10:45-11:20)

1. Vi træder ind i klassen til stort spontant glædesudbrud.
2. Børnene er ved at rydde op efter engelsktime, og de kan næsten ikke blive færdige hurtigt nok. Mens de samler tuscher og papir sammen, spørger de til Hr. Banda og gætter på han nok er blevet væk fra os fordi han var så forvirret.
3. Vi sætter os på gulvet i midten af rummet og Bibi fortæller om den forsvundne Hr. Banda. Børnene er musestille og lytter intenst.
4. Vi beder børnene fortælle om deres skoledag.
5. Efter ti minutter bringer vi Hr. Banda ind i snakken igen: Hvordan kan vi fortælle ham om skolen, uden han kommer til at kede sig og går sin vej? Vi beder børnene bruge deres fantasi og deler nogle af kuffertens ting rundt iblandt dem.
6. I tyve minutter snakker vi om, hvordan vi kan lave skøre (kommunikations-) opfindelser ud af de medbragte ting. Et par af børnene tager tingene i brug, og cirka 6 af børnene deltager aktivt i snakken.
7. Efter snakken beder Bibi klassen om alle at tegne eller skrive om de bedste idéer i de sidste minutter. Alle laver mindst én tegning, og de fleste skriver små beskrivelser til.
8. Bursula samler alle tegningerne sammen i Hr. Bandas magiske trækasse, og vi pakker kufferten sammen.
9. Vi deler flødeboller ud og takker mange gange for hjælpen.